04 December 2013
Artikel fra Helsingør Dagblad af Kirsten Moth
Foto af Lars Johannessen
Den internationale Helsingør-baserede maritime designvirksomhed, KNUD E. HANSEN, er for første gang med på maritim messe i Shanghai og har fået ordre på færge-type til Kina.
HELSINGØR: KNUD E. HANSEN, den internationale maritime designvirksomhed med hovedkontor i Helsingør og med afdelinger flere steder i verden, har netop fået en ny ordre hjem fra Kina.
Det er det kinesiske CS Marine i Shanghai, der har valgt KNUD E. HANSEN til at designe en ny 120 meter lang såkaldt ro/pax-færge. Den skal sejle i Det Sydkinesiske Hav mellem fastlandet og Hainan Island.
Færgen skal bygges i Kina og skal designes, så den kan tage både biler, passagerer og containerlast.
– Vi har været meget aktive på det kinesiske marked de sidste 16-18 måneder, og markedet lover til at blive virkelig interessant, siger projektleder på det netop solgte design til den nye færge, Giuseppe Tringali. Han er samtidig chef for KNUD E. HANSENs kontor i Grækenland.
Repræsenteret i Shanghai
Netop i disse dage er KNUD E. HANSEN for første gang repræsenteret på en stor maritim messe i Shanghai, Marin Tec.
– Her er travlt og vi vil helt klart kigge mere på markedet her i den kommende tid. Det er ikke offentliggjort, om der skal bygges mere end én færge ud fra vores design. Byggeriet begynder i næste måned og så får tiden vise, hvad der videre aftales, siger Giuseppe Tringali.
Til både last og komfort
Ifølge KNUD E. HANSEN’s beskrivelse af den kinesiske færge bliver der tale om et fartøj, der kan medtage 44 passagerer og en færge, der udstyres med restaurant, biograf, it-café, cigarbar, bibliotek og flere andre faciliteter.
Færgen bliver 120 meter lang og skal kunne medtage både personbiler og lastbiler samt op til 1200 tons containere.
Fuelkapaciteten bliver stor, fordi færgen skal kunne besejle alle de mindre øer i Det Sydkinesiske Hav.